Tænkte at jeg lige ville sende et hej, her fra hjemmekontoret. Her er rigtig hyggeligt og rart. MEN jeg savner min klinik og mine skønne klienter.
Vi tager en måned mere og krydser fingre for at vi nærmer os tiden, hvor en genåbning kan planlægges.
Du som havde tide i kalenderen - jeg lover at du bliver den første jeg rækker ud til, når kalenderen kan åbnes!
Jeg udnytter imens tiden på det, som er mit " andet ben" arbejdsmæssigt. Når jeg ikke er i klinikken, så arbejder jeg for et privat laboratorium, hvor jeg rådgiver og vejleder andre behandlere i brug af laboratorietests inden for det område, som kaldes Functional Medicine. Er arbejde jeg holder ligeså meget af, som at være i min egen klinik. Og jeg trives virkelig godt i kombinationen af de to. Når nu mit "klinik-ben" er amputeret, så har jeg ekstra god tid til at tage mig af det andet arbejde - her fra mit hjemme kontor. Jeg har tid til mange samtaler og får også set nogle af alle de webinarer jeg har gemt, til når der er tid. Det er NU!
Det ER en helt skør tid. Der er masser af negative og deprimerende ord at sætte på og vi skal alle udvise overordentlig meget tålmodighed. Men her fra mit hjemmekontor er jeg også opmærksom på de mange ting jeg kan værdsætte, så du får et par af dem med - måske de kan minde dig;
- Jeg skal nok klare mig igennem økonomisk! - Jeg får tildelt usædvanligt meget tid med mine teenagebørn - og de gider godt snakke med mig! - Jeg kan gå tur midt på dagen, når lyset er fremme! - Jeg har god tid til at lave mad, bage og i det hele taget nyde køkkentid! - Jeg har fået ryddet op i alle mulige bunker, skabe og skuffer!
- Jeg har fået slappet af i et omgang jeg ikke tideligere har tilladt mig selv!
Jeg ved godt der er alle mulige negative konsekvenser af denne tid. Oceaner af konsekvenser. Nogle af dem skræmmende. Men i den store pulje af bekymringer - når jeg kigger på min lille puppe inkluderende mine teenagebørn, så må jeg konstaterer at vi klarer os. Og det er jeg selvfølgelig sindssygt taknemmelig for.
Jeg tænker at jeg/vi ikke er de eneste. Det er jeg faktisk ret sikker på vi ikke er. Men det er som om, der ikke er så mange, som tør sige det højt. Det er også lidt grænseoverskridende når vi alle kender til nogen, som er ved at knække enten personligt, med deres virksomhed eller begge dele. Det er en absurd situation at der på den måde er skabt et A og et B hold.
Jeg ser en forpligtigelse i at være så heldig at klare sig igennem! Jeg og andre i denne heldige situation - vi skal være med til at løfte de, som kommer ud på den anden side helt i knæ! Med hjælp, støtte, brede skuldre og oceaner af tålmodighed. Og huske at sætte sig i den andens sted. Det kunne have været mig....
Jeg glæder mig til at se dig! Bedste hilsner
Theresa